VORES BRÆNDE ER STØRRELSE XL
Hovedparten af brændet der sælges i Danmark er skåret i længder på 24-26cm. Brændet i brændetårne fra Stay-Well er med sine længder på 30-33cm størrelse XL.
Den større længde er en stor fordel for de fleste fordi der så ikke skal fyres ligeså hyppigt. Endvidere betyder den større længde at brændet i brændetårnet kan stables mere kompakt og dermed rummer brændetårnet lidt mere træ - fordi der er mindre luft mellem de stablede brændestykker.
LØVTRÆ ELLER NÅLETRÆ - HYGGEN ER DEN SAMME
Nogen foretrækker hårdtræ som avnbøg, bøg eller eg. Nogen foretrækker nåletræ som fyr, gran eller lærk. Fælles for alle træsorter er at brænde er opvarmningsformen med den ubestridt største hyggefaktor. Intet slår varmen fra brændeovnen med kig til flammernes leg bag ruden. Duften og brændets knitren fuldender totaloplevelsen.
Brændets pris varierer imidlertid træsorterne imellem. Prisforskellen skyldes forskelle i udbud og efterspørgsel sorterne imellem - men også et stykke ad vejen den varierende brændværdi sorterne imellem.
Bøgebrænde synes at være danskernes foretrukne brændetype hvilket nok skal tilskrives bøgebrændets hårdhed og dermed dets høje brændværdi (et stykke bøgebrænde er grundet dets hårdhed tungere end et stykke brænde af nåletræ - og brændets brændværdi når det er tørt er lig brændets vægt). Derfor giver bøgebrændet god værdi for pengene samtidig med at det er relativt nemt at optænde.
BRÆNDE ER CO2-NEUTRALT BRÆNDSEL
Fyringsolie og naturgas er fossile brændsler dannet af mikroskopiske planter og dyr der levede for mere end 100 millioner år siden. Når vi i dag afbrænder olie og naturgas frigør vi til atmosfæren CO2 der altså blev oplagret i en fjern fortid og derved øger afbrændingen af fossile brændsler koncentrationen af CO2 i atmosfæren.
Brænde derimod defineres som et CO2-neutralt brændsel fordi de træer som brændet er produceret af i sin levetid - som er i vores samtid - har oplagret en tilsvarende mængde CO2 som den der frigøres når brændet bruges. Herved er CO2-regnskabet i balance - brænde bidrager altså ikke til en øget koncentration af CO2 i atmosfæren når det afbrændes.